| Tilbage |
Jeg starter med at sende et par "venlige" tanker til opfinderen af vækkeuret. Kl. 5:45 er det op. Egentlig har hotellet klaret problemet med at bestille vækning ganske snildt. Du kan selv bestemme, om vækningen skal bestilles via telefonen eller via tekst-tv. Ganske smart - og måske kan man bestille vækning på andre værelsers vegne?
Morgenmaden er klar kl. 6:30, vores taxa henter os på hotellet kl. 7:10 og bussen til Glasgow kører kl. 7:30. Der er sørme også andre, der er stået tidligt op, kan vi konstatere.
Vi sover det meste af turen til Glasgow. Her venter vi ikke ret længe, inden vi skal med næste bus, der kører til Kennacraig, hvor vi skal med færge til Islay. Denne bustur tager ca. 3 1/2 time. Så snart vi forlader Glasgow og kører vestpå, skifter landskabet karakter fra flade bakker til mere bjerglignende natur. Inden længe føler vi os henslængt til vores tur til Færøerne. Vi kører langs Loch Lomond og Loch Fyne - ja det meste af turen er der vand på den ene side og højere og højere bjerge på den anden side. I Inveraray gør bussen et holdt - ca. midt på vores rute - i 20 minutter. Vi kan lige nå at kigge op af byens handelsgade, hvor der bl.a. ligger en fornem whiskyforretning. Den kan vi jo have som backup, hvis vi ikke har fået købt os fattige inden hjemturen...
Bussen kører meget hurtigt på de små snoede veje, men chaufføren kender nok vejene som sin egen bukselomme, så vi tager det roligt.
Præcis til den tid, som vi på internettet hjemmefra havde planlagt turen ud fra, holdt vi i Kennacraig. Jeg havde læst på Internettet, at Kennacraig ikke er nogen by, blot et færgelege. Også det holdt stik.
Færgen viser sig at være pæn stor, så vi behøver vist ikke bekymre os om, at dårligt vejr skulle forhindre den i at sejle, når vi skal tilbage igen - ja vi har jo oplevelserne fra vores Thailandstur i erindring - hvor vi nær havde mistet vores fly tilbage til Danmark, fordi dårligt vejr forhindrede båden i at sejle os fra en ø, som vi opholdt os på.
Turen til Islay går hurtigt. En god pint øl og en cola hjælper til. Også skotterne har forstand på det med øl! En pint er, ligesom i England, en knap 0,6 liter øl - en fin størrelse til en tørstig mand! Og prisen er typisk billig. På færgen koster en pint god ale (udtales "ail") 2 pund. Det kunne man ikke engang købe en almindelig øl for på Storebæltsfærgen. (Jeg forstår godt, at de ikke eksisterer mere!)
Efterhånden som vi nærmer os øen Islay, kommer der gang i vores kikkert. Vi kan nemlig se destillerierne Ardbeg, Lagavulin og Laphroaig fra færgen, selv om vi sejler et pænt stykke fra kysten. Årsagen er, at kysten ud for destillerierne er meget klippefyldt.
Det er lidt specielt at forlade båden, efter den er lagt til. Nu er vi nemlig på egne ben og skal have fundet et sted at sove. Der er ikke bestilt noget hjemmefra. Vi når dog ikke så langt i byen Port Ellen, hvor færgen har lagt til, før det første skilt med "Bed and Breakfast" dukker op. Det ser noget ramponeret ud og vi vælger at gå lidt videre. I vores rejsebibel fra bogforlaget Lonely Planet, beskrives byen Port Ellen som noget ramponeret og "could do with a tidy up". Det holder helt stik. Hotel Islay er et godt eksempel. Det ligger nede ved havnen. Hotellet er lukket og bærer præg af, at have været lukket i flere år. Der er sat træ for vinduerne og selve bygningen ser noget faldefærdig ud. "Her skal vi nok heller ikke forvente at finde en seng at sove i", konstaterer jeg.
Lige ved hotellet ligger der et postkontor og det ser da ud til at fungere. Men da det er søndag, er postkontoret lukket. Vi går videre og møder en butik, der kunne være et turistkontor. Der hænger en del plakater i vinduet og en af dem bekendtgør, at kontoret er åbent hverdage fra kl. 11 - 12.
Mens vi står og kigger på dette vindue, er der en ældre dame, går forbi os. Da hun passerer os, siger hun: "Looking for a place to sleep?" Ja, det må jo lyse ud af sådan et par turister med rygsæk på! Vi går med hende og det viser sig, at hun nok, sammen med hendes mand, ejer byens mest vedligeholdte bygning. De har et hyggeligt lille bed and breakfast i en bygning, der ligger ud mod vejen. Så bor de selv i et mindre hus inde bag ved. Jeg vil anslå parret til at være over 60 år, men det kan være svært at vurdere, for det barske vejr, som Islay er kendt for, kan også være hård ved øens beboere.
Ihvertfald virker de meget søde, Michael og Christine i "Trout Fly Guest House", som deres hostel hedder. Vi får hele bygningen for os selv - ja, det er sandelig udenfor sæsonen.
Christine hører om vores planer på øen og hun tilbyder, at hendes mand kan køre os ud til et destilleri næste dag, hvis vi ønsker det.
Selv om man normalt kun får en seng og morgenmad på "bed and breakfast", tilbyder Michael og Christine også at lave aftensmad til os - mod betaling forstås. Der er ikke så mange chancer for, at få mad i byen, konstaterer de. På et fint menukort, kan vi vælge en forret, hovedret og en dessert. Prisen er ca. 130 kr. pr. person og det virker ikke skræmmende. Især ikke, da vi konstaterer, at vi skal gå over til købmanden og købe vin eller øl selv, for Michael og Christine har ingen bevilling til at sælge drikkevarer.
Efter at vi har pakket lidt ud, skal byen kigges lidt efter i sømmene. Det er hurtigt gjort. En tur langs havnen bringer os hurtigt til byens anden ende og tilbagevejen går ad små veje, der går parallelt med havnen. Der er en mærkelig stemning i byen. Vi kan lugte røg, der kommer ind over byen og vi kan høre legende børn i nærheden, men vi ser ikke rigtig nogle mennesker. Røgen blandes med en lugt at tjære, hvilket giver et meget specielt indtryk. Vi kigger ind i en af byens kirker. Den virker også meget slidt og forbavsende lidt vedligeholdt.
Michael er i køkkenet og han har en fin form for humor, konstaterer vi. Forretten idag består af friturestegte rejer med en lidt stærk smag. Hovedretten er hamburgerryg med grøntsager, bønner, kartofler og pommes frites. Inden desserten dukker Christine op med nogle varme pærer, som vi lige skal smage også.
Vores dessert er øens lokale ost, som vores rejsebibel roser. Det viser sig, at der følger en historie med osten, der skulle gøre mænd mere virile. Michael kommer med et lumsk smil på læben og præsenterer et rim, der beskriver ostens farer:
You highland women I lmplore
Upon my bended knee
Please do not eat one morsel more
Of that awful lslay Cheese.
No more the Tallies smack their lips
O'er mounds of macaroni.
They are not moved by fish and chips
It's lslay Cheese for Tony.
Vincenti Dopi - ninety two -
Well past all thoughts of fun.
Ate half a Pound and what'd he do,
But go and squeeze a nun.
The Pope has cried "Enough, Enough"
Away with this love potton.
The wild and wanton Islay stuff
That puts them In the notion.
I hanned the pill - a sinful curse -
I felt their morals soar.
And now there comes a thing far worse,
This menace from Bowmore.
Luigi Silli - eighty four -
And never termed a flirt.
Went tearing out his own back door
Chasing a mini skirt.
An old and shaking Genoese,
His pension was collecting.
Ate just one bite of Islay Cheese,
And now his wife's expecting.
He chews a chunk and softly sighs.
"How I love this glorlious cheesa"
Look up aloft and loudly cries.
Get up them stairs Teresa.
The old wife prays upon her knees
"0 Lord refrain his sallies",
And from this awful lslay Cheese.
Protect us poor old Tallies.
Af samme årsag er osten også mærket med et lille billede af fanden! Ja, jeg glemte helt at fortælle, hvor godt osten faktisk smager og senere på turen investerer vi i noget af den...
Efter middagen ser vi lidt tv i loungen men allerede kl. 21:15 er vi trætte nok til at gå i seng. Det er ihvertfald ikke mig, der "tager skade" af osten!
| Tilbage |